4 læsetips til hjemlig uhygge

24.07.20
Domestic Noir-genren er fortsat meget populær og der udkommer løbende nye thrillers, som med garanti vil stjæle timer af din nattesøvn.

Domestic noir-genren er en subgenre indenfor psykologiske thrillers med nogle særlige karakteristika:

Uhyggen og krimiplottet udspiller sig indenfor hjemmets fire vægge blandt mennesker, der kender hinanden godt. Eller måske alligevel kender de alligevel ikke hinanden særlig godt,  for selvom alt ser lykkeligt og idyllisk ud, skal man blot kradse lidt i overfladen, før den krakelerer med hemmeligheder og løgne, som vælter ud af skabet.

Intet er, hvad det giver sig ud for indenfor domestic noir, ej heller ikke hovedpersonerne, som læseren sjældent kan stole på. Og ofte ender det hele med lige at blive vendt 180 grader på hovedet på sidste side. Genren er elsket for sit mix af elementer fra krimi- og spændingsgenren iblandet genkendelige problemstillinger og mennesker, man som læser kan relatere sig til. Det er frydefuldt at forsøge at regne plottet ud: hvem narrer hvem og narrer forfatteren læseren lige til sidste side?

4 læsestips til nye domestic noir-romaner:

Terapeuten af Helene Flood

Den unge psykolog, Sara, driver sin lille privatpraksis fra et kontor over garagen i det gamle hus, som hun og Sigurd – Saras ambitiøse og overarbejdede arkitektmand – har arvet og skal til at renovere. Men det går trægt med både huset og jobbet, og da Sigurd en dag lægger en mystisk besked på Saras telefonsvarer, begynder livet for alvor at slå revner. Sigurd forsvinder sporløst på fjeldtur med gutterne – han når faktisk aldrig frem til hytten. Men hvor er han så? Sara begynder fortvivlet at rede trådene ud i et psykologisk spil, hun selv er en del af.

Den tavse patient af Alex Michaelides

Kunstmaleren Alicia Berenson har en mondæn tilværelse med sin mand, som arbejder som modefotograf. Sammen på bor de på en af Londons dyre adresser, og lever umiddelbart et liv, mange drømmer om. En aften ændres dog alt. Alicia skyder sin mand, da han kommer ind ad døren fra sit arbejde. Fem skud til hovedet. Herefter nægter Alicia at udtale bare ét ord. Hendes kunstværker stiger eksponentielt imens hun flyttes til en sikringsanstalt i det nordlige del af London. Kriminalpsykolog, Theo Faber får til opgave at forstå hendes mentale tilstand. Langsomt bliver han dog selv opslugt af sine inderste dæmoner mens han afsøger sandhedens kringelkroge.

Mørkt bedrag af Colleen Hoover

Lowens får endelig chancen for at få sin forfatterkarriere på sporet igen, da hun tilbydes at færdiggøre bestsellerforfatterens Verity Crawfords kommende bogserie. Veritys egen mand, Jeremy, mener ikke ikke Verity længere kan skrive sine egne bøger, og derfor skal Lowen gennemskrive Veritys manuskripter i et par uger i parrets hus. Undervejs finder Lowen Veritys ufærdige selvbiografi, hvor en række chokerende begivenheder bliver beskrevet. Hvis de kom frem i lyset ville det splintre familien. Men skal Lowen fortælle Jeremy om sandheden, og hvilke andre dystre hemmeligheder holder Verity skjult?

Manden i skyggerne af Phoebe Locke

Det startede som en vandrehistorie. En uhyggelig legende om Skyggemanden, som børnene skræmte hinanden med. Men for Sadie og hendes venner blev historien en besættelse - og skyggerne i mørket blev alt for virkelige. Mange år senere er Sadies teenagedatter Amber anklaget for mord, og hendes retssag chokerer hele landet: Hvordan kan sådan en ung pige begå så voldsom en forbrydelse? Det virker som om hemmelighederne fra Sadies fortid har indhentet hendes datter. Og nu vil den forfærdelig sandhed om hvad der skete dengang måske endelig komme frem i dagens lys.

Materialer