Danske konger og dronninger

23.01.24
Danmarks kongehus kan føres helt tilbage til Gorm den Gamle, der døde ca. 958, hvilket gør det til et af de ældste monarkier i verden.

Herunder har vi samlet en række spændende biografiske romaner om de danske konger, dronninger, prinser, prinsesser og deres elskere, som på en underholdende måde gør dig klogere på danmarkshistorien.

 

De første regenter

Gorm den gamle regerede i 900-tallet og er som nævnt den konge, kongerækken starter med. På kongehusets hjemmeside kan du se hele kongerækken (eksternt link) og læse mere om de enkelte konger.

På listen over de første regenter finder du blandt andet bøger om Svend Tveskæg, der smed sin far af tronen og blev Nordens førende konge. Det var også Svend Tveskæg, der for alvor satte gang i vikingetogterne til England, hvor han fik et fast greb om det nordsøstlige England omkring York til sin død i 1014.

Også Svend 2. Estridsen er blevet til romanstof. Han var nevø af Knud den Store og vandt kontrol over Danmark allerede inden Magnus den Gode døde i 1047.

Selvom det var kongerne, der sad på magten, havde de ofte stærke dronninger. Én af dem var Margrete Sambiria - kaldet Sprænghest - der var gift med Christoffer d. 1 i hvis regeringstid der var åben strid mellem stat og konge.

Endelig er der også skrevet flere bøger om Valdemar Atterdag, der regerede fra 1340-1375. Han kom til magten efter den kongeløse tid og samlede det danske rige igen, og så var han far til Margrethe d. 1.

Margrethe d. 1.

Margrethe d. 1. var datter af Valdemar Atterdag og blev gift med kong Håkon d. 6. af Norge.

Da Valdemar døde i 1375, blev hun og Håkon indsat som formyndere for sønnen Oluf d. 2. Håkon d. 6. døde i 1380, og da også sønnen døde i 1387, blev hun i Danmark kåret til ”fuldmægtig frue og husbond og det ganske rige Danmarks formynder”.

Siden fik hun lignende titler i Norge og Sverige, og i 1397 blev Kalmarunionen oprettet med Erik d. 7. (Margrethes slægtning) som konge. Margrethe var dog den reelle magt bag tronen.

Christian d. 2.

Christian d. 2. var konge af Danmark og Norge i årene 1513-1523.

Han blev gift med den habsburgske prinsesse Elisabeth, der kun var 14 år ved brylluppet i 1515. Dog var elskerinden Dyveke kongens store kærlighed, ligesom Dyvekes mor, Sigbrit, havde en stor indflydelse på Christian d. 2. 

Han er blandt andet kendt for at stå bag det stockholmske blodbad i 1520, og han sad i mange år i Sønderborg Slot som fange. Det er ligeledes Christian d. 2. der var inspiration for Johannes V. Jensens roman "Kongens fald".

Christian d. 4.

Danmarks måske mest kendte konge, Christian d. 4., blev konge allerede som 11-årig i 1588. Da han var mindreårig, blev landet dog ledet af en formynderregering i årene frem til hans kroning i 1596.

Meget af Christians regeringstid var præget af Trediveårskrigen 1618-1648, men han er også kendt for at være en stor bygherre. Blandt andet står han bag både Rundetårn og Rosenborg Slot.

Christian d. 4. blev gift med Anna Cathrine af Brandenburg i 1597. Anna døde i 1612, og i 1615 giftede kongen sig så med Kirsten Munk til 'venstre hånd'. Det blev et meget stormfuldt forhold, som dog resulterede i 10 børn, heriblandt Leonora Christina.

Leonora Christina

Leonora Christina var datter af Christian 4. og og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Hun var meget begavet og sin fars yndling.

I 1636 blev hun gift med Corfitz Ulfeldt, der hurtigt var steget i graderne under Christian d. 4. Efterhånden blev forholdet mellem Ulfeldt og kongen dog dårligt, og efter Frederik d. 3. overtog tronen, måtte Leonora Christina og Ulfeldt flygte til Sverige i 1651.

I længden var Ulfeldt dog heller ikke velkommen i Sverige og i 1659 flygtede de hjem til Danmark igen. Her sad de i fangenskab i Hammershus et års tid, før Frederik d. 3. løslod dem. 

Siden blev Ulfeldt dog anklaget for højtforræderi, hvilket medførte at Leonora Christina blev fængslet i 1663. Hun sad i Blåtårn frem til 1685, hvor dronning Sophie Amalie døde. Herefter blev hun løsladt og tilbragte sine sidste år i Maribo kloster.

Leonora Christina er blandt andet kendt for sin selvbiografiske bog "Jammers minde".

Frederik d. 3.

Frederik d. 3. regerede Danmark og Norge i årene 1648-1670. 

Frederik var Christian d. 4.s næstældste søn, så det var først da prins Christian døde i 1647, at han blev tronfølger. Ovenikøbet måtte han underskrive en streng håndfæstning, da han blev valgt som konge i 1648. På trods af det var det under Frederik d. 3., at der i 1660 blev indført arveligt enevældigt styre.

Frederik d. 3. var gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg, som havde et anstrengt forhold til Christian d. 4.s datter Leonora Christina.

Frederik d. 4.

Frederik d. 4. var konge af Danmark og Norge 1699-1730. Det var i hans regeringstid at generobringen af Skåne blev opgivet.

Frederik blev gift med prinsesse Louise af Mecklenburg-Güstrow i 1695, men havde også flere elskerinde. Den mest kendte er nok Anna Sophie Reventlow, som han dagen efter dronning Louises bisættelse i 1721 tog som hustru til højre hånd og kort efter endda kronede som dronning.

Christian d. 7.

Christian d. 7. var konge af Danmark og Norge i årene 1766-1808,

Kongen led af psykiske problemer og ægteskabet med den engelske prinsesse Caroline Mathilde blev fremskyndet i håb om, at det ville hjælpe. Det gjorde det ikke, og i 1770 overtog hans livlæge (og dronning Caroline Mathildes elsker) Johann Friederich Strueense reelt regeringsførelsen.

Strueense var voldsomt upopulær, ikke mindst på grund af de mange reformer han forsøgte at få gennemført, og i 1772 stod enkedronning Juliane Marie og geheimestatsminister Ove Høegh-Guldberg bag et kup, som endte med Struensees henrettelse. Fra 1784 regerede kronprins Frederik reelt på kongens vegne.

Frederik d. 7.

Frederik d. 7. var konge af Danmark i årene 1848-1863.

Han var gift flere gange. Først med prinsesse Vilhelmine, men de blev skilt i 1837 på grund af Frederiks udsvævende livsførsel. Anden gang giftede han sig med prinsesse Mariane af Mecklenburg-Strelitz, men heller ikke hun accepterede hans forhold til Louise Rasmussen, så i 1846 blev de skilt. 

Efter sin kroning i 1848 sad Frederik d. 7. som enevældig konge, men få måneder efter frasagede han sig enevoldsmagten. I 1850 giftede han sig med Louise til venstre hånd, og hun blev fremadrettet kaldt grevinde Danner. 

Frederik d. 7. fik ingen ægtefødte børn, så ved hans død gik tronen til den glücksborgske sidelinje af den oldenborgske slægt, som også Frederik d. 10 tilhører.

Materialer