Hvidovre Teaterfestival: 8.-16. maj

20.04.21
Vær med når Hvidovres helt egen teaterfestival løber af stablen for første gang fra den 8 maj.

Dansk børne- og ungdomsteater byder på nyskabende, lærerige og fascinerende fortællinger, og nu kan du opleve nogle af de bedste forestillinger på Hvidovres helt egen teaterfestival. 

Hvidovre Teaterfestival er en uge fyldt med teateroplevelser for hele familien. Alle forestillinger præsenteres i samarbejde mellem Teater Vestvolden, HvidovreBibliotekerne og Kultur & Fritid i Hvidovre Kommune og er gratis for børn og unge, mens de voksne kan nøjes med en entrébillet på kun 40 kr. Så tag børn og børnebørn med til Hvidovre Teaterfestival og oplev en masse spændende, sjove og lærerige teatertilbud for børn, unge og deres voksne.

Livemusik og verden rundt fra 0-3 år

I løbet af festivalen kan publikum opleve en lang række forestillinger i aldersgruppen 0 til 18 år. For de mindste under tre år byder forestillingen Stort og småt på livemusik og små og store overraskelser, mens Blåt barn er en rejse verden rundt for de mindste og deres voksne.

Eventyrets magi fra 3-6 år

Bytte, bytte købmand og Klods-Hans tager afsæt i H.C. Andersens eventyrlige verden med to fascinerende forestillinger for de 3-6-årige, mens Cirkelines museskole står på eventyr og sjov, når Cirkeline kommer dansende ind på scenen i sin sortprikkede kjole. CHICKS er en ordløs forestilling fortalt gennem kropssprog, gavmild mimik og finurlige gags, som får alle til at grine på tværs af alder og sprog.

Dukkeopera for de større

Aske og prinsessen på den hvide hest fortæller historien om askepot som dukkeopera for de 4-8-årige. Dukkerne får også hovedrollerne i Shakespeare-klassikeren Othello for børn fra 8 år, mens Fyrtøjet viser det velkendte eventyr i en nyfortolkning som dukketeater helt uden ord, der kan ses fra 6 år og op.

Klassikere og gys og gru for teens

De unge over 10 år kan se frem til gys og gru og udendørs musikteater. Forestillingen Abehånden banker på døren til Folkeskolens historietimer med neglebidende røverhistorier for alle over 10 år. Heksejagt tager publikum tilbage til dengang, der fandt heksebrændinger sted i Danmark, så historien bliver lige så lyslevende, som den må have været i virkeligheden. Man aner, at noget frygteligt vil ske. Og det gør det så. Ouverture er en musikforestilling om livet i et besynderligt orkester og kan opleves udendørs under åben himmel, men med overdække, hvis det skulle begynde at dryppe! Forestillingen er gratis for både børn og voksne.

Premiere og tryghed

Hvidovre Teaterfestival skydes i gang lørdag den 8. maj, men allerede mandag den 3. maj er der snig-premiere, når eventyrforestillingen Klods-Hans kan opleves på plænen foran Hvidovre Sundhedscenter. Hvidovre Teaterfestival løber frem til den 16. maj og følger de sundhedsmæssige retningslinjer i forbindelse med COVID-19, så alle kan gå trygt i teatret. Blandt andet derfor, er antallet af billetter begrænset, og publikum opfordres til at reservere billet i god tid. Købte billetter kan refunderes i tilfælde af aflysninger. 

Læs mere om Hvidovre Teaterfestival og bestil billet på festivalens hjemmeside hvidovre-teaterfestival.dk.

Program:

  • 3. maj. Snigpremiere, Klods-Hans, Hvidovre Sundhedscenter, kl. 10, +3 år
  • 8. maj. PREMIERE, Othello, Hvidovre Sundhedscenter, kl. 11 +8 år
  • 8. maj. Ouverture, Teater Vestvoldens scene på parkeringspladsen, kl. 12.30, +10 år
  • 10. maj. Bytte bytte købmand, Teater Vestvolden, kl. 10.30, +3 år
  • 11. maj. Heksejagt, Teater Vestvolden, kl. 10, +12 år
  • 11. maj. Fyrtøjet, Teater Vestvolden, kl 17, +6 år
  • 12. maj. Abehånden, Teater Vestvolden, kl. 10 & 11.30, +10 år
  • 12.maj. Stort og småt, Teater Vestvolden, kl. 10, 0-3 år
  • 13.maj. Cikelines museskole, Teater Vestvolden, kl. 15 & 17, 3-6 år
  • 14.maj. Blåt barn, Teater Vestvolden, kl. 16.30, +1 år
  • 15.maj. Aske og prinsessen på den hvide hest, Teater Vestvolden, kl. 11 & 13, 4-8 år
  • 16.maj. CHICKS, Teater Vestvolden, kl. 11 & 13, +4 år

Om Hvidovre Teaterfestival:

Hvidovre Teaterfestival præsenteres af Teater Vestvolden, Hvidovre Hovedbibliotek, Avedøre Bibliotek og Kulturhus i samarbejde med Hvidovre Kommunes Center for Kultur og Fritid.
På programmet er et bredt udbud af teatertilbud for alle fra 0 til 18 år udvalgt fra hele landet. Festivalen egner sig selvfølgelig for hele familien, men også til tværfaglige projekter på skolen, som et perfekt udgangspunkt til en vigtig debat i klassen om de udfordringer, som børn og unge står over for.