BØRNEVALG 2017

06.11.17
I mange hjem i Hvidovre bliver der helt sikkert talt om det kommende kommunalvalg, så vi giver børnene en mulighed for at stemme ligesom de voksne!

I mange hjem i Hvidovre bliver der helt sikkert talt om det kommende kommunalvalg.
HvidovreBibliotekerne vil gerne bakke op om børnenes demokratiske dannelse, så vi giver børnene en mulighed for at stemme ligesom de voksne.
Avedøre Bibliotek og Hovedbiblioteket holder derfor BØRNEVALG 2017.

Ét valg for de mindste og ét valg for de unge
Med valgplakater, stemmeboks og stemmesedler er det nu de mindste børns tur til at vælge hvilken kendt børnebogsfigur der skal vinde Børnevalget. De opstillede kandidater er alle fra den kendte og elskede børnelitteratur og tæller fra den handlekraftige Cirkeline til den blå elefant Mimbo Jimbo og videre til den opfindsomme Lasse-Leif og den seje Iqbal. I alt stiller 8 kandidater op på denne liste. Der er helt sikkert en kandidat til dit barns smag. 

For de unge er der også stemmeboks, valgplakater og stemmeseddel. Men her er der lidt mere på spil. Kandidaterne er fire kendte YouTubere – Alexander Husum, Anna Briand, TrierGaming samt Benny_1.
Vinderen af de unges valg kommer til Hvidovre den 19. januar og optræder i Medborgersalen. Dette arrangement skal man have billetter til. De bliver frigivet den 5. januar og kan rekvireres på billetlugen.dk eller et af bibliotekerne i Hvidovre efter først til mølle-princippet. 

For begge valg gælder det, at stemmesedlerne udleveres af børnebibliotekaren i bibliotekernes betjente åbningstid. Der udleveres en stemmeseddel pr. barn. Barnet krydser sin kandidat af i valgboksen og kommer den i stemmeurnen. Resultatet af vinderne offentliggøres på bibliotekets hjemmeside samt i Hvidovre Avis. 

Valget starter den 6. november og slutter den 21. november kl. 12.00.