Den 37-årige svenske forfatters kriminalroman blev i 2000 kåret som Nordens bedste. Og jeg må indrømme, at det har jeg svært ved at forstå. Den er sine steder ikke uspændende, men bogens prosa forekommer usikker, og det lægger for mig en stor dæmper på nydelsen. At hovedpersonens åndedrag f.eks. er "opskræmte" føles ikke dækkende for den rædsel, hun faktisk er midt i. Ligeledes er der en gennemgående usikker brug af synsvinkel og af billeder. Plottet drejer sig om to bestialske mord, som den hjemløse Sibylla eftersøges for. Iflg. bogens bagsidetekst går hun selv i gang med at opklare mordene, men opklaringen indskrænker sig til den sidste lille tredjedel af bogen. Hovedparten handler om hvorfor Sibylla er blevet en udstødt. Som barn af den rige fabriksejer i en lille svensk by, og ikke mindst moderens kulde og straffende tavshed, er fundamentet lagt. Det litterære problem er, at nok læser vi om moderes straffe, som f.eks. at tvinge Sibylla til at synge solo ved firmaets årlige fest for de ansatte, men det rædselsvækkende psykopatiske ved moderens handling kryber ikke ind under huden på læseren, men forbliver en udvendig, og dermed utroværdig, beskrivelse af den. På plussiden tæller bl.a. den nordiske grund, ambitionen og en utraditionel heltinde