Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

I et alternativt USA, hvor den tidligere superheltegruppe Watchmen er trængt fra flere sider, bliver et af medlemmerne i gruppen myrdet. Efterforskningen af mordet leder de øvrige superhelte på sporet af et komplot med storpolitiske konsekvenser. Tegneserieklassiker for voksne

Beskrivelse

"Watchmen" har tidligere været udgivet på dansk i 1989, Vogterne. 1. del, og i 2006, Watchmen. Den nye version præsenterer fortællingen i samme kæmpeformat som i 1989 og anvender oversættelsen fra 2006-udgaven. Ændringer i forhold til tidligere er en ny tekstning samt 80 siders ekstramateriale med fokus på værkets tilblivelsesproces

Vurdering

Alan Moores ambitiøst tænkte og sindrigt konstruerede intrige med hovedbudskabet: "Hvem skal vogte vogterne?" er lige så aktuel i dag, som da den kom til verden i 1986. Værket tåler flere gennemlæsninger på grund af dets talrige indlagte temaer og motiver med inddragelse af begreber som ansvar, skyld, magt, svig og kærlighed. Det store format gør det muligt for læseren at nyde Dave Gibbons ́detaljerede tegninger i fuldt omfang. 31 år efter førstegangspubliceringen fremtræder "Watchmen" fortsat som en ægte tegneserieklassiker

Andre bøger om samme emne

Værket satte i sin tid nye standarder for, hvad det var muligt at berette i tegneserieregi, og Moores kraftanstrengelse er næppe overgået siden. Nogle af de bedste Batman-fortællingers refleksioner over figurens dobbeltbundede personlighed kunne være sammenligningspunkter