Lektørudtalelse

Forfatter: Michael Olsen

Kort om bogen

Hvordan ville du klare dig i en verden, hvor civilisationen var brudt sammen? Og er det nok bare at overleve? Fremtidsromanen "Station 11" giver gode og eftertænksomme bud på svaret. For voksne læsere, der kan lide spekulative bøger

Beskrivelse

Handler om verden, som den ser ud tyve år efter en ekstremt aggressiv influenzaepidemi slog de fleste mennesker ihjel. Der findes ikke længere rindende vand, ingen flyvemaskiner, intet internet, elektrisk lys, punkmusik med mere. Den Omrejsende Symfoni er en gruppe af skuespillere og musikere, der rejser rundt iblandt småbyer og enklaver for at sprede underholdning ud fra tesen om, at det ikke er nok at overleve. Men verden er stadig et farligt sted. Hovedpersonerne er skuespilleren Arthur Leander, hvis liv og tanker, man følger op til influenzaepidemiens udbrud, og Kirsten Raymonde, der er skuespiller i den Omrejsende Symfoni tyve år senere

Vurdering

Bogen fortæller både nøgternt og smukt om civilisationens undergang og de overlevendes daglige kamp for at se den næste solopgang. Romanen handler om savn, nye begyndelser, kampen for at videreføre civilisationen. Både den ydre, men også ens egen indre kulturelle og sociale civilisation

Andre bøger om samme emne

Bøger, der minder om "Station 11" kan være Vejen, der også omhandler kampen for overlevelse i en verden, hvor civilisationen er brudt sammen