Lektørudtalelse

Forfatter: Lotte Klemens Thomhave

Kort om bogen

Sorgmunter roman om den 30-årige kiksede Eleanor, der får vendt op og ned på sit liv, da hun møder it-manden Raymond. For voksne læsere af chick lit romaner med en lidt mere barsk historie

Beskrivelse

Eleanor har det "helt fint", selvom hun er single, tæt på de tredive og har en stueplante som bedste ven. Hun spiser frokost alene på jobbet og planlægger i fritiden et møde med den perfekte mand, som kan leve op til moderens høje standard. Da hun møder den jævnaldrende Raymond og den ældre Sammy ændrer hendes sociale liv sig og Eleanor må gøre op med en traumatisk opvækst, der både har givet hende ar i ansigtet og på sjælen. Romanen er delt i tre dele, hvor Eleanor er fortælleren

Vurdering

Vi griner og græder sammen med Eleanor Oliphant. I et kækt sprog viser forfatteren os, hvordan Eleanor klarer sig igennem ydmygelser, hån og selvbebrejdelser og langsomt, langsomt får mod til at åbne sig op for andre mennesker og konfrontere sig med en barsk hemmelighed om sin egen familie. Slutningen er overraskende

Andre bøger om samme emne

 Min mor plejede at sige og Mit knap så perfekte liv handler også om mor-datter forhold og om yngre kvinders jagt på det perfekte liv. Eleanors overvejelser om hvordan man skal gebærde sig og ikke gebærde sig i forhold til andre mennesker minder om tonen i romanen Brødre i blodet fra 1996, der i 2003 blev filmatiseret med titlen "Elling"