Lektørudtalelse

Forfatter: Christine Christensen

Kort om bogen

En russisk dobbeltagent og afhopper dræbes i Wien og en lavine af sammensværgelser og mørke hemmeligheder sættes i gang. Kan Gabriel Allon finde den virkelige forrædder? Spion og agent-elskere vil være godt underholdt

Beskrivelse

15. bog om mesterspionen Gabriel Allon tager sin begyndelse i en lille landsby i Andalusien. En ældre kvinde fortæller historien om det barn hun opgav i troen på en større sag - et barn der fik stor betydning for den evige krig mellem vest og øst. I mellemtiden har Gabriel nok at gøre i nutiden, hvor drabet på en russisk dobbeltagent trækker tråde gennem et utal af sikkerhedstjenester. Allon må bruge al sin snilde for at opklare et rænkespil af historiske dimensioner og afsløre den højest placerede muldvarp i Vesten, en hemmelighed, der er tæt på at ødelægge alliancer og afdække omhyggeligt gemte sandheder

Vurdering

Velskrevet og underholdende spion/agent-roman om kærlighed, dobbeltagenter og forrædderi. Som i forrige bog Spionernes hus er Allons baggrund som kunstkonservator gledet i baggrunden og "Den anden kvinde" koncentrerer sig udelukkende om hans evner som chef for den israelske sikkerhedstjeneste. Der er masser af action og et spændende plot, men det er med at holde tungen lige i munden, når Silva jonglerer med diverse forkortelser og efterretningstjenesters sammensætning

Andre bøger om samme emne

Andre store spion-skribenter er fx Frederik Forsyth, Robert Ludlum eller mesteren over dem alle, John Le Carré