Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Winther Olsen

Kort om bogen

Ullo Paerand vokser op i Estland i 1920'erne under privilegerede forhold, indtil hans far går konkurs. Herfra er det Ullos stærke intelligens, der udgør fundamentet for både familiens og nationens tragiske overlevelse. For læsere med interesse i estisk litteratur og den klassiske udviklingsroman

Beskrivelse

Jaan Kross (1920-2007) er en af Estlands helt store, internationalt anerkendte forfattere; på dansk findes Tsarens galning. Med denne klassiske og tragiske udviklingsroman fortælles den begavede Ullos historie fra ca. 1920 til 1986, og med hele nationens historiske og politiske liv som tragisk spejl for fortællingen. Romanen rummer delvist selvbiografiske træk, idet hele dens konstruktion bygges op omkring samtaler mellem forfatteren selv og barndomsvennen Ullo. Den begavede dreng, der tjente penge ved at lave klassekammeraternes opgaver, blev senere sekretær for hele tre statsministre, men valgte at blive i Estland under både den tyske og sovjetiske besættelse- med fatale følger

Vurdering

Et fornemt og værdigt skæbneportræt. Ullo er en tragisk skikkelse, et liv med forspildte muligheder, men også en viljefast overlever. Fortællingens fundament udgøres af lige dele alvor og underfundighed. De indlevede og detaljerige beskrivelser af Estland i både selvstændighedsårene og under besættelsen vækker interesse

Andre bøger om samme emne

Estisk historie dukker også op hos Sofi Oksanen, men stilmæssigt nærmer vi os en John Williams og finske Kjell Westø