Stor fejring af Peter Plys i efterårsferien
Vær med, når verdens mest kendte og elskede bjørn fylder 100 år.
Af Mette Fairgrieve
En verdensberømt bjørn
I 1926 udkom den første bog om Peter Plys, og siden da er det blevet til et hav af bøger, film, tv-serier og endda en stjerne på ”Hollywood Walk of Fame”. Onsdag den 14. oktober fejrer Avedøre Bibliotek og Kulturhus den meget runde fødselsdag, og det betyder, at der mellem kl. 10-15 vil være forskellige aktiviteter i Plysbjørnens navn. F.eks. kan du sætte halen på Æsel, springe rundt som Tigerdyret og gå på skattejagt efter skjulte honningkrukker. Denne aktivitet er helt gratis at deltage i og egner sig særligt for familier.
Rejs med ind i Hundredemeterskoven
Avedøre Bibliotek og Kulturhus runder fødselsdagsfejringen af med et Peter Plys-teaterstykke kl. 15-16, hvor du kan tage på en magisk rejse ind i Hundredemeterskoven. Her oplever Peter Plys, Grisling, Jakob og alle de andre venner en masse spændende eventyr og lærer om venskabets sande værdi. Teaterstykket er for børn fra 3 år samt deres voksne og kræver billet til 40 kr. inkl. gebyr. Billetter kan købes på begge biblioteker og på www.hvidovrebib.dk.
Hyggelig højtlæsning
Men fødselsdagsfejringen er ikke helt overstået. Fredag den 16. oktober mellem kl. 10-10.30 er det nemlig Hovedbiblioteket, der hylder den kære bjørn. Her kan alle børn mellem 3-6 år høre finurlige historier om Peter Plys og hans venner, når bibliotekar Lone Skovgaard læser udvalgte fortællinger med det 100-årige fødselsdagsbarn i centrum. Der er gratis adgang til højtlæsningen med tilmelding på tlf. 3639 2040 fra den 2. oktober.