Lektørudtalelse

Forfatter: Inger Nygaard Kaad

Kort om bogen

Om den 15-årige Vanessas seksuelle forhold til sin midaldrende lærer, og hvordan den relation påvirker Vanessas liv for bestandig. For voksne med interesse for psykologi, overgreb, magt og seksualitet

Beskrivelse

Vanessa er en introvert 15-årig, der begynder på en amerikansk kostskole uden at kende nogen. Vanessa er rigtig god til at skrive, og det opdager hendes litteraturlærer, Jacob, der er næsten tre gange så gammel som hun. De to får et stormfuldt, seksuelt forhold, og bogen følger dels Vanessa som 15-årig, mens forholdet begynder og dels som 32-årig, hvor Vanessa konfronteres med, at andre skoleelever er blevet krænket af Jacob. Hvad havde Vanessa egentlig lyst til? Hvem tog initiativet? Og blev hun manipuleret og udnyttet? De to spor snor sig gådefuldt ind i hinanden med stor brug af sms, chat og mails

Vurdering

Hvilken debutroman! Læseren sidder tryllebundet hele vejen igennem. Forfatteren gør brug af hemmelighedsfuld tilbageholdelse af information over for læseren, og det øger både spænding og nysgerrighed. Bogens tematik om overgreb mod unge, i kombination med pubertetspigers spirende seksualitet og lyst, er hamrende spændende skruet sammen. Man kommer helt ind under huden på Vanessa på en meget imponerende måde

Andre bøger om samme emne

Bogen er på mange måder en moderne udgave af Lolita (Ved Claus Bech), og den kredser også direkte om den