Anbefalinger

Fra øre til øje – når podcasts bliver til bøger

Podcastbølgen har for længst skyllet ind over litteraturen og film – og efterladt sig en række værker, hvor podcasten enten spiller hovedrollen eller i det mindste smuglytter i kulissen

Af Teddy Tofte

foto fra pixabay

Har du nogensinde tænkt: “Hvorfor føles min yndlingspodcast egentlig som en roman i forklædning?” Eller: “Hvis bare jeg kunne se denne podcast som en tv-serie – uden at skulle glo på værternes kaffekopper og krøllede noter.” Godt nyt!

Her får du en rundtur i, hvordan bøger, film og serier lader sig inspirere af podcastkulturen. Du skal bare læne dig tilbage og se med – vi lover, at der ikke kommer reklameblokke midt i artiklen.

AI genereret billede fra Pixabay
foto fra pixabay

Romaner og krimier

Radio Silence af Alice Oseman

Hvis du kan lide podcasts, fandoms og at finde dit kreative frirum, så er det her bogen for dig. Frances møder den sky skaber af podcasten Universe City, og derfra bliver det både varmt, skævt og meget relaterbart.

Sadie af Courtney Summers

Podcast + krimi = noget nær en perfekt guilty pleasure. Historien følger Sadie, der leder efter sin søster, mens en true-crime-podcast-journalist optager sig gennem sporene. Det er lidt som at lytte til Mørkeland, bare med endnu flere gåsehudsmomenter.

Six Stories af Matt Wesolowski

1997. Scarclaw Fell. Liget af teenagedrengen Tom Jeffries bliver fundet på et outward bound-center. Dødsårsag? En ulykke. Men ikke alle er overbeviste. 2017. Træd ind på scenen: den gådefulde journalist Scott King, hvis podcast-gennemgange af komplekse sager har matchet succesen fra Serial. Hans skjulte identitet har gjort ham til en kultfigur på internettet.

Good girl, bad blood af Holly Jackson

Pip Fitz-Amobi er ikke detektiv længere. Hendes true crime-podcast om mordsagen, hun opklarede sidste år, er gået viralt. Alligevel insisterer Pip på, at hendes dage som efterforsker er forbi. Men hun bliver nødt til at bryde sit løfte, da en person tæt på hende forsvinder – og politiet ikke kan gøre noget ved det.

Listen for the Lie af Amy Tintera

Lucy Chase er kvinden, der ikke kan huske mordet på sin bedste veninde. Offentligheden er overbevist om hendes skyld – hun blev trods alt fundet vandrende rundt i gaderne, dækket af offerets blod. Selv Lucy ved ikke, hvad der skete den nat, og uvisheden plager hende lige så meget som mistanken. Da true crime-podcasten Listen for the Lie genåbner sagen, får Lucy for første gang mulighed for at finde ud af sandheden. Men jagten på svarene tvinger hende til at grave i en nat, hun har fortrængt – og i hemmeligheder, nogen tydeligvis ønsker forbliver skjult. Spørgsmålet er ikke længere blot, om Lucy er en morder, men om sandheden kan koste hende livet, hvis den afsløres.

How to find a missing girl af Victoria Wlosok

For et år siden forsvandt den elskede cheerleader Stella Blackthorn sporløst. Knust over tabet iværksatte hendes yngre søster, Iris, sin egen efterforskning. Et år senere sker det utænkelige. Iris’ ekskæreste Heather forsvinder også – kort efter udgivelsen af det splittende sidste afsnit af hendes true crime-podcast, som udelukkende handlede om Iris’ søster. Denne gang vil intet kunne stoppe Iris og hendes amatørdetektivbureau i at opklare forsvindingerne.

Og mange flere materialer, der kan findes på bibliotek.dk - se nogle af dem i materialelisten nedenunder!

Sidst, men ikke mindst:

Only Murders in the Building
Tre naboer laver en true-crime-podcast, da der sker et mord i deres ejendom. Serien er lige dele whodunnit og kærlighedserklæring til podcasts.

Dirty John

Serien følger Debra Newell, en succesfuld, velhavende kvinde, der forelsker sig i den karismatiske John Meehan. Han fremstår som en kærlig læge med styr på sit liv – men langsomt afsløres sprækker i facaden.

Dying for Sex

Baseret på en virkelig historie og en podcast af samme navn. Serien følger Molly, en kvinde der får konstateret uhelbredelig kræft. Da hun indser, at hendes tid er begrænset, træffer hun en radikal beslutning: hun forlader sit ægteskab og begynder at udforske sin seksualitet på egne præmisser for første gang i sit liv.

Anthem: Homunculus

En musikalsk podcastserie (en slags audio-musical) skrevet og komponeret med originale sange til hver episode. Soundtracket blev udgivet som album, så her er podcasten både et narrative og et musikværk.

Tusk

Body horror-gyser med sort humor, instrueret af Kevin Smith. Historien følger Wallace Bryton, en arrogant podcaster, der interviewer excentriske mennesker til sit show.

En Fremmed Flytter Ind

Filmen tager udgangspunkt i virkelige hændelser og bygger på podcasten "I Et Forhold Med …" af Third Ear. De centrale medvirkende er virkelige personer, som spiller sig selv. Filmen kan streames på Filmstriben lige nu.