Bøger, der mister orienteringen
Når fortælleren lyver, huset vokser, tiden slår knuder – og du ikke længere ved, hvor du er
Af Teddy Tofte
Der findes bøger, som ikke vil have, at du føler dig tryg. De forklarer ikke reglerne. De svarer ikke på spørgsmål. De lader noget være lige forkert – og insisterer på, at det er dig, der misforstår.
I disse fortællinger er hjemmet ikke et hjem. Barndommen er ikke forbi. Og fortælleren er måske ikke den, du tror.
Her er bøger, hvor desorientering er pointen.
Lunar Park
Lunar Park (2005) er en mærkelig, selvopløsende roman, hvor Bret Easton Ellis gør sig selv til hovedperson – eller en version af sig selv. Bogen begynder som en slags selvbiografi: Ellis er blevet rig og berygtet efter American Psycho, han kæmper med misbrug, berømmelse og sit forhold til sin far. Han flytter ind i et pænt forstadshus med kone og stedbørn. Alt ligner en klassisk fortælling om midtvejskrise og familieliv. Så begynder virkeligheden at slå sprækker. En dukke dukker op igen. En seriemorder fra Ellis’ egne bøger ser ud til at være virkelig. Huset opfører sig forkert. Sønnen glider væk. Fortiden materialiserer sig fysisk.
Lunar Park leger med autofiktion, hjemsøgt-hus-gyset og meta-litteratur på én gang. Man ved aldrig, om man læser en bekendelse, en satire, en spøgelseshistorie eller en hallucination. Det hele føles bevidst ustabilt. Det er en roman om fædre og sønner, om skyld og kunstnerisk selvhad — men også om, hvad der sker, når en forfatter mister kontrollen over sine egne figurer.
Du skulle være gået
Du skulle være gået (2016) af Daniel Kehlmann er en kort, klaustrofobisk roman skrevet som dagbog. En manuskriptforfatter rejser til et afsides feriehus i bjergene med sin kone og lille datter for at arbejde i fred. Huset er moderne, hvidt og åbent — men allerede fra første side føles noget forkert. Gangene virker længere om natten. Planløsningen giver ikke mening. Tiden glider. Dagbogsnotaterne bliver gradvist mere fragmenterede. Forfatteren mister overblikket, både over huset og over sig selv. Jalousifyldte tanker, skyld og paranoia blander sig med noget, der måske er overnaturligt — eller måske bare psykisk opløsning. Romanen forklarer aldrig helt, hvad der sker. Den skaber i stedet en følelse: At være fanget i et rum, der langsomt ændrer sig. At opdage, at virkeligheden ikke passer til målene.
House of Leaves
House of Leaves (2000) af Mark Z. Danielewski er ikke bare en roman - det er en labyrint. Historien kredser om en dokumentarfilm om et hus, der er større inden i end udenpå. Væggene flytter sig. En mørk gang opstår. Et uendeligt rum åbner sig. Men fortællingen leveres gennem flere lag: en akademisk analyse af filmen, redigeret af en ung mand, hvis eget liv begynder at smuldre, mens han arbejde med teksten. Bogen bruger fodnoter, typografiske eksperimenter og tomme sider som en del af fortællingen. Ordene flytter sig fysisk på siderne. Læserne må dreje bogen, bladre frem og tilbage, miste orienteringen. Det er både hjemsøgt-hus-gyser, kærlighedshistorie og studie i paranoia. Og vigtigst: man kan aldrig helt vide, hvad der er sandt. House of Leaves er en bog, man farer vild i.
Fight Club
I Fight Club (1996) af Chuck Palahniuk er Fortælleren en søvnløs, anonym kontormand, fanget i forbrugskultur og tomhed. Da han møder den karismatiske og kaotiske Tyler Durden, opstår en underjordisk klub, hvor mænd mødes for at slås – ikke for at vinde, men for at føle noget. Men volden vokser. Projektet bliver politisk. Og fortællingens virkelighed begynder at slå revner. Romanen leger med upålidelig fortæller, maskulinitetskrise og systemkritik. Den er både mørk komedie og eksistentiel gyser – og den bevæger sig langsomt fra satire til noget langt mere destabiliserende.
