Fortæl om DIT Hvidovre!

12.06.20
Hvad betyder Hvidovre for dig? Vær med til at skabe udstillingen Vores Kvarter - en del af Vestegnens Kulturuge 2020

Kulturfællesskabet på tværs af kommuneskel inviterer for ottende år i træk til kreativ og aktiv deltagelse i Vestegnens Kulturuge.

Temaet for dette års aktiviteter, koncerter og udstillinger, er centreret om det mangefacetteret begreb kultur og den fællesskabende værdi, der ligger i at opleve sammen, ved at deltage i festlighederne, som medarrangør eller bidragsyder.

Et af årets udstillinger man kan opleve i uge 37 på Vestegnens biblioteker, er Vores Kvarter. Den bliver til i samarbejde med dig.

Sådan deltager du

Under temaet ’Kultur starter fællesskaber’ leder aktørerne bag Vestegnens Kulturuge med lys og lygte efter de gode historier om jeres favoritsteder i Hvidovre.

I Vestegnens kulturuge, der finder sted i uge 37, kan du på Vestegnens biblioteker se en udstilling om personlig udvalgte steder, der vækker minder og emmer af nostalgi.
Bidrag til den lokale udstillingen på Hvidovre Hovedbibliotek ved at sende en tekst om det sted, der betyder noget særligt for dig.
Alle både børn og voksne opfordres til at deltage.

Dit bidrag skal opfylde følgende:

  • Det skal være et offentligt tilgængeligt sted
  • Historien må maks fylde 400 ord
  • Send også gerne et stemningsfuldt billede til at underbygge historien. Der må ikke optræde mennesker i motivet.
  • Teksten må gerne indeholde eksempler på minder, tale til sanserne og vække følelser, men det er ikke et krav.

Send din historie og evt. billede til bibliotekar Marianna Krarup på mfk@hvidovre.dk senest den 1. august 2020. Ved indsendelse giver du os tilladelse til at bruge dit billede og din historie i udstillingen og til at Forstadsmuseet bevarer dit vidnesbyrd for eftertiden.

Hvis du mangler inspiration til et godt sted, så har Forstadsmuseet udpeget disse fire steder i kommunen, som de og vi rigtig gerne vil høre jeres historier om.

Der er tale om Rebæk Søpark, området omkring Risbjerggård, Frihedens Port og Vestvolden ved Avedøre. Se nye og gamle billeder af områderne.

Vores kvarter, er et samarbejde mellem fem vestegnsbiblioteker og lokalarkiver i Hvidovre, Albertslund, Tåstrup, Vallensbæk og Ishøj.