"The orchestra is Barenboim's own Berlin Staatskapelle, which produces a Brahms sound of rare depth and beauty under the direction of Barenboim's chosen collaborator Gustavo Dudamel. Some of the quiet playing has to be heard to be believed. Dudamel's grasp of the music's symphonic dimension is also impressive"

"The second concerto is the more convincing; the first in D minor never really recovers from Dudamel's leaden treatment of the opening tutti ... The B flat concerto has its moments of self-conscious point-making too, but the sense of sweep and wholeness about the performance generally overrides them, and the searching account of the slow movement shows Barenboim and his orchestra at their best"

"Daniel Barenboim viser strålende form som solist i begge værker - hans spil kraftfuldt uden nogensinde at være manieret, han forstår virkelig kunsten at lade den herlige musik tale for sig selv. Og den karismatiske venezuelaner Gustavo Dudamel dirigerer Staatskapelle Berlin, Barenboims eget 'husorkester', så denne kun kunne være fuld af lovord"

Vurdering: 3/5

"To store personligheder, der sagtens kan finde ud af at gå i takt i to af klaverlitteraturens mest luksuriøse værker ... Og det er forrygende, som de giver plads til hinanden og med brændende nærvær får navigeret gennem de ekstatiske opsving og dale af store følelser. Men der slås også et par skæve streger indimellem, og Dudamel rammer eftertrykkeligt forbi med den tunge maskuline åbning, han giver den første klaverkoncert"

"These accounts capture on the wing a vibrant partnership between grand maestro at the piano and young lion on the podium ... Occasional moments of unexpected magic flair up, such as the vibrant exchange between piano and cellos in the second movement of the Second Concerto, and I defy anyone to breathe during its slow movement in the minutes before the return of the cello solo (whose player, incidentally, deserves a credit, but doesn't get one"

"De to koncerter er Brahms' største orkesterværker ... Orkestret kan bære det, for det klinger pragtfuldt og har overskud til de smukke, lange legatobuer ... Herefter sætter pianisten ind, og storladenheden begynder at bliver problematisk ... Resultatet er anstrengende og gammelmandsagtigt ... mangler ungdommeligt håb og kraftfuldt bid ... En skæbne som pianistisk ronkedor virker faretruende nær"

"Daniel Barenboim byder sig selv flere karrierer på en gang, og når man både vil dirigere, spille kammermusik, akkompagnere og være klaversolist, kan ikke alt lykkes til topkarakter ... På den baggrund er det stærkt, at B-dur-koncerten lykkes. Til gengæld er koncerten i d-mol svær for Gustavo Dudamel at få på vingerne, og inden en magisk langsom sats må man lytte til Barenboim, der kæmper hørbart med Brahms' svære dobbelttriller og andre vanskeligheder"

"Vurdering: Årets 10 bedste klassisk" - "Brahms' klaverkoncerter med Gustavo Dudamel i spidsen for Staatskappelle Berlin og Daniel Barenboim ved tangenterne kan godt skuffe ved første ørekast - også fordi Barenboim trods alt har rundet de 70 år. Men indspilningen vinder ved genhør og lokker mange guldkorn ud af den musik, man ellers kendte så godt"