"Stones gør ingen af sangene på Blue & Lonesome til deres egne. Mere end fem årtier efter deres første bluescovers er det ikke længere Stones, der er i offensiven. Tværtimod trækker de ofte tempoet eller aggressiviteten ud af forlæggene. Fint nok, men det sker uden at vinde noget nyt og afgørende, noget dybere eller mørkere, frækkere eller snedigere. Det er et kendetegn for de fleste af disse coverversioner, at de mister svirp og elasticitet, men også gravitas og desperation. Der er ikke taget nok kunstnerisk stilling, og der er mere end rigeligt hygge. Det giver en masse charme undervejs, men får også af og til bluesen til at fremstå som en støvet museumsgenstand"

"Der er for lidt blues over rockstjernerne"

"Dengang i 1960'erne var der en pæn sideskilning i Stones' imitationer af Howlin' Wolf, og Jagger sang med en ynde i sine fraseringer, der kunne få pigehjerter til at gå i krampe. I dag har han levet og lært nok til at smide sin forfængelighed for et øjeblik og brøle Little Johnny Taylors 'Everybody Knows About My Good Thing' og hænge længslen til tørre med et hyl på Magic Sams 'All Of Your Love', så man kan mærke et helt livs tømmermænd banke på. Det er Jagger, der bærer det her album, men resten af bandet kommer tumlende efter ham som et orkesteroptog på vej gennem deres egen historie ... The Rolling Stones lyder, som man kun kan gøre, når man har passeret de 70 og ikke har noget at tabe. Men de satser heller ikke noget. Det er ikke ligefrem opfindsomt at genindspille bluessange, der for længst har mistet deres kulturelle chokeffekt. Men The Rolling Stones lyder som et band, der spiller for musikkens og ikke eftermælets skyld"

"Det er nærliggende at opfatte Blue & Lonesome som et bedaget bands forsøg på at påvirke sit eget eftermæle. Aner man et presserende behov for at gøre det rockhistoriske bo op, mens tid er? Versioneringerne er ikke helt uden problemer. »Blues er ikke teknisk, men emotionelt - og at formidle det er noget af det sværeste, der findes,« udtaler Charlie Watts i covernoterne. Og her når vi ind til sagens kerne: Fortolkningerne lokker simpelthen ikke det menneskelige drama ud af disse rå folkefortællinger om vold, begær, lidelse og forsmået kærlighed. Trods Mick Jaggers snerrende hankattevokal og gæsteguitarist Eric Claptons statsautoriserede licks lyder Stones på Blue & Lonesome som et band, der tager sig en morfar. Deres soli sidder på rygmarven, og fraseringerne kan fremsiges i søvne. Cirklen er sluttet. Pladen binder en selvportrætterende sløjfe på historien om Rolling Stones, men den tilføjer ikke noget nyt til den"