"Gruppens anden lp domineres af genkendelig mainstreamrock, teksterne er på dansk af et vist niveau, selv om der af bar ambition slås et par skæve. Der spilles tungt og sikkert, men også noget uopfindsomt i alle positioner, og det er som helhed et udtryk, der er blottet for overraskelser ... Pladens bedste numre er åbningsskæringen, det lange og intense »Poeter og kometer«, som har det rette strejf af syre, hvor blæserne på det solide »Kød og blod« lige giver sangen et tiltrængt pift, mens »Ham der var mig« meget fint og præcist indkredser rådvildhed og selvhad. Og så kommer der en råhed i spil på afslutningsnummeret »Dansen på det blå tapet«, man gerne havde hørt tidligere i forløbet.Kunne gruppen holde disse fire sanges niveau en hel lp igennem, vil den givetvis få et større publikum i tale"