Lektørudtalelse

Forfatter: Stine Veisegaard

Anvendelse/målgruppe/niveau

Fantasy. Bog i 25 kapitler, som tilfældigvis foregår i julen, men kan læses på alle tidspunkter af året. Fra 12 år

Beskrivelse

Julemanden myrdes af den faldne nisse Krampus, og en blodig udrensning af nisserne begynder. Tvillingerne Frederik og Katrine og deres gode ven Jesper kontaktes af en undsluppen nisse, der beder om hjælp. På ryggen af julemandens rensdyr begiver de sig alle til julemandens værksted. Det viser sig hurtigt, at ikke kun julen er i fare, men hele menneskehedens eksistens. Bogen ligner umiddelbart en kalenderfortælling med et afsnit til hver dag i julemåneden. Men glem alt om en hyggelig julebog. Her er nemlig korsfæstede nisser, bloddryppende mord og uhyggelige monstre. Det onde er til stede i form af dæmonlignende væsener, hvis oprindelse stammer fra de uartige børn. Handlingen springer i tid og sted, og flere gange vendes op og ned på handlingen. Forfatteren formår med et glimt i øjet, at fremmane et uhyggeligt og grotesk (jule)univers, som faktisk er temmelig underholdende. Sproget er levende og afvekslende, og forfatterens synsvinkel skifter mellem personerne. Fortællingen kan også anskues som kampen mellem det gode og det onde, om menneskehedens og Guds eksistens. Men de fleste vil nok bare nyde en god historie tilsat horror og splatterscener

Sammenligning

Forfatteren kræver ikke nærmere præsentation, og de mange fans af Den store djævlekrig vil elske denne bog

Samlet konklusion

Historiens plot er skruet godt sammen, og bogen er et must på børnebibliotekets hylder